Årets lønforhandlinger gav et nogenlunde tilfredsstillende resultat

13-02-2018

I 2017 fik 38 overenskomstansatte medlemmer af Organistforeningen i gennemsnit en lønstigning på 853 kr. om måneden.

De sidste forhandlinger omkring efterårets ansøgninger om lokale kvalifikationstillæg er nu gennemført. Resultatet antyder, at forhandlingerne har fundet et stabilt leje.

50 medlemmer har denne gang søgt om tillæg, hvilket ganske vist er færre end det rekordhøje antal fra 2016. Sidstnævnte skyldtes ikke mindst foreningens nye tiltag for at få flere af dem, der ikke tidligere havde søgt, til at søge. Af samme grund var andelen af ansøgninger med positivt resultat da også i 2016 ekstraordinært højt, og i 2017-forhandlingerne lander denne andel på et gennemsnitligt leje.

Selve bevillingsprocenten er dog en anelse højere end ved 2016-forhandlingerne: I de ansøgninger, som ved de nyligt overståede forhandlinger er blevet helt eller delvist imødekommet, er der søgt om en lønstigning på 1.410 kroner i snit, og gennemsnitligt er de pågældende organister endt med at få en lønstigning på 60 procent af det ansøgte beløb, altså i dette tilfælde 853 kr. månedligt. Til sammenligning lå bevillingsprocenten i 2016 på 59 procent.

Og lidt flere tal, som understreger pointen: I de første fire år med lokale lønforhandlinger lå bevillingsprocenten i snit på 36 procent, hvorimod den i de seneste fire år lægger sig på gennemsnitligt 64 procent.
Filip

LÆS OGSÅ: