Lockout af alle overenskomstansatte medlemmer

14-03-2018

Organistforeningen har via CO10 i sidste uge et modtaget varsel om lockout fra Kirkeministeriet. Lockoutvarslet gælder fra tirsdag den 10. april 2018 og omfatter alle medlemmer i overenskomststillinger under Organistforeningens forhandlingsområde. Tjenestemænd kan ikke omfattes af strejke eller lockout.

Samtidig er der varslet boykot, hvilket betyder, at medlemmer af Organistforeningen ikke vil kunne ansættes i stillinger, der er omfattet af lockoutvarslet.

Lockouten gælder også for de ansatte, der allerede er varslet strejke for. Hvis man er blandt de 52 overenskomstansatte medlemmer af Organisten, som i forrige uge blev udtaget til en eventuel strejke, kommer man derfor højest til at strejke i seks dage. Eller måske ender man med at blive lockoutet sammen med alle de andre helt fra starten.

Som udgangspunkt kan strejken ganske vist blive en realitet allerede fra den 4. april, mens lockouten som nævnt først er fra den 10. april. Men i Forligsinstitutionen, hvor der nu bliver forhandlet, har forligsmand Mette Christensen mulighed for to gange at udsætte konflikten i 14 dage, hvis hun vurderer, at der er udsigt til et forlig. Samtidig gælder det, at med mindre forligsmanden erklærer forhandlingerne for afsluttet, vil konflikten først indtræde på femtedagen for udløbet af udsættelsen. Ved udsættelse kan forligsmanden desuden beslutte, at lockout skal indtræffe samtidig med strejke.

Ovenstående betyder konkret, at en strejke vil kunne begynde den 4. april, 18. april, 23. april, 2. maj eller 7. maj. Og en lockout altså kunne begynde enten seks dage efter en af de ovenstående datoer eller sammenfaldende med en af datoerne, dog naturligvis med undtagelse af den 4. april.

På hele det statslige område vil arbejdsgivernes lockout ramme omkring 121.000 overenskomstansatte medarbejdere, herunder også alle overenskomstansatte kirkefunktionærer. Kun omkring 8.000 overenskomstansatte går fri på grund af særlige opgaver, og derudover er der ca. 52.000 chefer, tjenestemænd mv. i staten (herunder de fleste præster), der pga. friholdelse ikke vil indgå i en lockout.

Man kan få et overblik over forløbet af konflikten i et dokument fra Moderniseringsstyrelsens ”Orientering om konflikt i forbindelse med OK18

Se lockoutvarslet fra Kirkeministeriet.

LÆS OGSÅ: Bliver der strejke i folkekirken? (04.03.2018)