Fortsat uenighed om lønprocenter i OK18-forhandlingerne

15-03-2018

Sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne, som har ført til de omfattende varslinger af strejke og lockout, er ikke mindst udløst af spørgsmålet om løn. Der har gennem hele forløbet været ret forskellige opfattelser af, hvad der skal til, for at de offentligt ansatte følger med lønudviklingen på det private arbejdsmarked.

I en fælles pressemeddelelse fra Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Forhandlingsfællesskabet påpeger lønmodtagernes topforhandlere, at deres modparter fortæller ”halve sandheder”. Tilsyneladende mener Sophie Løhde og Michael Ziegler nemlig stadig, at en lønstigning på 6,7 procent over de næste tre år er tilstrækkelig. Men på det på punkt er de i modstrid med regeringens egen prognose, som siger, at den private lønudvikling vil ligge på 8,6 procent de næste tre år. Og helt nye tal fra Det Økonomiske Råd forudser endda en lønudvikling på hele 9,2 procent.

Fra CFU’s side er de to topkrav i forhandlingerne om 2018-overenskomsten ”1. Procentuelle generelle lønstigninger, der matcher den private lønudvikling” og ”2. En mekanisme der sikrer parallelitet mellem den statslige og den private lønudvikling”. På den baggrund er der tydelige frustrationer at spore hos CFU-formand Flemming Vinther, når der florerer så forskellige opfattelser af, hvornår man har et lønmatch:

”De offentlige arbejdsgivere bruger meget tid på at udlægge det som om, at vi kræver ekstraordinære lønstigninger, der ligger langt over lønstigninger på det private arbejdsmarked,” siger han i pressemeddelelsen.

Læs pressemeddelelsen her.


Se CFU’s generelle krav ved OK18-forhandlingerne
.

LÆS OGSÅ