Hjælp med tilblivelsen af ny højskolesangbog

18-09-2018

Den 19. udgave af ”Højskolesangbogen” skal efter planen udkomme i november 2020, og et udvalg med tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen i spidsen er gået i gang med forarbejdet. Blandt de øvrige medlemmer er også en kirkemusiker, nemlig Anne Odgård Eyermann, organist og korleder ved Virklund Kirke nær Silkeborg. Hun har henvendt sig til Organistforeningen med en forespørgsel til medlemmerne.

”Folkehøjskolernes Forening i Danmark lægger stor vægt på at inddrage brugerne i tilblivelsen af den nye udgave. Der er etableret en særlig side, hvor man kan foreslå sange til bogen. Men vi vil i sangbogsudvalget også gerne have bud på, hvilke sange i den eksisterende udgave, som det er vigtigt for jer og jeres menighed at bevare,” skriver hun.

Hun beder derfor landets organister udfylde et skema, og sende det til hende inden den 15. oktober. Der er tale om et regneark med oversigt over ”Højskolesangbogens” 572 sange, og opgaven består i at sætte et 1-tal ud for alle de sange, som mere end én gang er blevet sunget i kirken eller menighedshuset. Øverst skriver man kirkens navn. Skemaet skal ikke sendes til Organistforeningen, men direkte til Anne på anneodgaard@eyermann.dk.

Besvarelsesskemaet kan downloades fra siden her (frem til den 15. oktober).

www.højskolesangbogen.dk kan man læse meget mere om arbejdet med den nye udgave og selv foreslå fem sange (eller salmer!), man mener, bør komme med i sangbogen.