Ophør af samarbejde mellem menighedsråd giver ikke grundlag for afskedigelse

17-10-2018

En organist og en kirkesanger får godtgørelse for uretmæssig fyring i to sager, som ligner hinanden.

Dansk Kirkemusikerforening har med opbakning fra CO10 vundet en principiel sag ved en faglig voldgift, som blev nedsat i forbindelse med to sager fra Helsingør og Fyens Stifter, hvor en organist og en kirkesanger var blevet afskediget. Kirkeministeriet og CO10 havde i de to sager ikke kunnet nå til nogen enighed og måtte derfor gå i den faglige voldgift med dem.

Højesteretsdommer Oliver Talevski meddelte den 5. oktober sin afgørelse: at det er uberettiget at opsige ansatte med den begrundelse, at et samarbejde mellem flere menighedsråd om stillingen ophører.

De to sager var indbyrdes uafhængige, men i begge tilfælde var der tale om en kirkemusiker, som var ansat i to sogne i det samme pastorat. Det ene sogns menighedsråd var af forskellige årsager kommet frem til, at kirkemusikeren måtte opsiges, men det andet sogns menigheds ønskede ikke dette. Det første menighedsråd valgte derfor at ophæve de to ansættelsesmyndigheders samarbejdsaftale om fælles personale og herefter opsige kirkemusikeren og ansætte en ny i stillingen. Det andet menighedsråd beholdt derimod kirkemusikeren som ansat.

Kirkeministeriets opfattelse var, at når et stillings-samarbejde mellem menighedsråd ophører, er der reelt er tale om en nedlæggelse af stillingen, således at menighedsrådene herefter kan oprette hver sin stilling og genbesætte dem efter offentligt opslag. Men som følge af afgørelsen i den faglige voldgift står det nu klart, at man ikke kan nedlægge stillinger på den måde. I de konkrete sager blev organisten og kirkesangeren derfor tilkendt en godtgørelse på henholdsvis 30.000 kr. og 20.000 kr. for usaglig afskedigelse.

Sagen betyder, at man som ansat under to menighedsråd i ét pastorat som udgangspunkt ikke sidder løsere på organistbænken, end hvis man kun er ansat ét sted. Skulle menighedsrådenes samarbejde ophøre, bør man henvende sig til sin fagforening for at sikre, at processen foregår, som den skal, og at de nye aftaler, man indgår med menighedsrådene, er i orden.

Advokatfirmaet Elmer Advokater, som i den aktuelle sag har bistået Kirkemusikerforeningen og CO10, kommer på deres hjemmeside med en lidt nærmere beskrivelse og linker til anonymiserede fremstillinger af de to sager og deres afgørelse. Find materialet via linket nedenfor.
Filip

Beskrivelse og sagsafgørelser på Elmer Advokaters hjemmeside.