Forspildt chance for at hjælpe menighedsråd til at finde den rette medarbejder

06-11-2018

Under overskriften ”En hjælp til rekruttering af medarbejdere” har kirkeministeriet udsendt en ganske kort skrivelse til menighedsrådene. Den er dog ikke til megen nytte, mener Organistforeningen.

Af Filip Graugaard Esmarch

I oktober har Kirkeministeriet sammen med blandt andre Landsforeningen af Menighedsråd lanceret en oplysningskampagne med overskriften ”Folkekirken som arbejdsplads”. Som led heri skriver ministeriet i sit seneste nyhedsbrev fra ”Folkekirkens Personale”, at der er udarbejdet ”en guide til menighedsrådene til hjælp ved rekruttering af medarbejdere”.

Efter en henvendelse fra Organistforeningens blad, Organist.org, har ministeriet dog ændret ordet ”guide” til ”hjælp” i henvisningen til den korte skrivelse, som begrænser sig til ét forsigtigt formuleret råd samt en uddybning af dette:

”Oplever I som menighedsråd, at det kan være en udfordring at få kvalificerede ansøgninger
til ledige stillinger, kan et samarbejde med et jobcenter måske være vejen frem. Jobcentrene kan blandt andet hjælpe med rekruttering af ledige kandidater, samt undersøge, screene og formidle relevante kandidater til konkrete jobs i folkekirken,” hedder det.

En fordel ved jobcentrene er i øvrigt, at de er gratis at benytte sig af, betoner ministeriet i vejledningen og henviser til centrene og til jobnet.dk, hvor man kan få flere oplysninger. Jobnet.dk er jobcentrenes stillingsportal, og ifølge det gældende cirkulære for opslag af organiststillinger, skal stillingerne som minimum slås op her.

Hos Organistforeningen har formand Ingrid Bartholin Gramstrup svært ved at se, hvordan den korte skrivelse kan gøre fyldest som en hjælp til rekruttering, måske ikke mindst når det gælder organister. Samtidig undrer hun sig over, at den nye skrivelse slet ikke indeholder ord som ”kompetencer” og ”uddannelsesniveau”.

”Det ærgrer mig virkelig, at Kirkeministeriet på den måde forspilder sin chance for at klæde menighedsrådsmedlemmer bedre på til så vigtig en opgave som at ansætte eksempelvis en ny kirkemusiker. En forkert rekruttering kan nemt koste arbejdsgiveren mere end 100.000 kr. Derfor bør en tekst, som giver sig ud for at være ’en hjælp til rekruttering af medarbejdere’ rent faktisk også hjælpe menighedsrådene på vej til den gode rekruttering,” lyder det fra formanden.

Uheldigt ordvalg
Hos Kirkeministeriet er akademisk medarbejder Anne Vad med den gruppe, som har udarbejdet skrivelsen, der i første omgang er lanceret som ”en guide”.

”Jeg tror, at miseren ligger i valget af ordet ’guide’, som åbenlyst er forkert, hvis man forestiller sig det som en slags uddybet manual. Det har nemlig ikke været udvalgets hensigt. Skrivelsen kunne måske bedre kunne hedde ’Husk jobcentrene’, og den er ment som en oplysning eller en påmindelse om, at der er mulighed for at hente hjælp dér,” forklarer hun.

Anne Vad understreger samtidig, at dette ikke er noget, menighedsrådet nødvendigvis skal gøre.

”Det er bestemt ikke noget, der fralægger menighedsrådet ansvaret for at forholde sig til, hvad stillingen indeholder, hvad der kræves for at kunne løfte opgaven, eller for at vælge, hvem man i sidste ende ønsker at ansætte.”

Læs mere om, hvad formand Ingrid Bartholin Gramstrup siger om skrivelsen fra ministeriet: ”Rekruttings-tip vækker undren” (Organist.org nr. 10, november 2018)

SE OGSÅ: Dokumentet ”En hjælp til rekruttering af medarbejdere”