Daglige ledere får bedre muligheder for at dygtiggøre sig

08-04-2019

Med ”Folkekirkens lederuddannelse for personaleledere” findes der nu omsider en mulighed for skræddersyet og praksisrettet kompetenceudvikling blandt den voksende gruppe af kirkeligt ansatte med ledelsesansvar.

Landsforeningen af Menighedsråd har oplevet en god interesse for et firedageskursus for kontaktpersoner, som er blevet udbudt siden 2017, og som for første gang udgør et samlet bud på en ”Folkekirkens lederuddannelse”. Nu er Danmarks Kordegneforening gået sammen med Landsforeningen om at udvikle en lidt mere grundig uddannelse for de ansatte personaleledere.

Den nye uddannelse afvikles over syv dage i efteråret 2019 og henvender sig til alle ansatte med ledelsesansvar, altså ikke kun kordegne og administrationschefer. Set i forhold til kontaktpersonernes uddannelse går den nye uddannelse blandt andet mere i dybden med at se folkekirkens organisation i et ledelsesperspektiv, hvilket da også er det overordnede emne for de første to dage.

”Folkekirken har et helt særligt organisationsdiagram, og udfordringen for mange af vores nyansatte ledere er selve det at være i organisationen folkekirken. Der er et helt anderledes ledelsesrum, end man ser andre steder, og det er ikke alle, der ved, hvad det vil sige at navigere i dét rum,” forklarer Birgitte Olesen fra Kordegneforeningens bestyrelse i en artikel på menighedsraad.dk.

SPÆNDINGSFELTER OG MOTIVATION
Blandt overskrifterne for modulerne om lederrollen i folkekirken er ”Samspillet med øvrige ledere: kontaktperson, præster mv.”, ”Strategisk spændingsfelt mellem menighedsrådet og medarbejdernes/menighedens behov og ønsker” og ”Gennemslagskraft, ledelsesrum, effekt og personligt lederskab”. Resten af kurset består af to dage om personalejura, en dag om dialogen med medarbejderne og ledelse af kirkens forskellige fagprofessioner, en dag om at skabe motivation og engagement samt løse konflikter og endelig en opsamlingsdag.

Ifølge udbudsmaterialet er uddannelsen udviklet med direkte afsæt i personalelederes konkrete erfaringer, blandt andet gennem interviews om udfordringer og opgaver. Det hele foregår på Diakonhøjskolen ved Aarhus, der er tilmeldingsfrist allerede 1. maj.
Filip

EKSTERNE LINKS