Forslag om ændrede rammer for menighedsrådenes personalekonsulenter

11-05-2019

Hvis et nyt forslag om et fælles HR-udvalg i stifterne vinder politisk opbakning, kan det blandt andet have betydning for, hvordan menighedsrådene i fremtiden skal rådgives omkring personaleforhold.

I april offentliggjorde Kirkeministeriet et ”Ministeroplæg om stiftsadministrationernes opgaver, organisering, ressourcer og kompetencer”. Baggrunden for dette oplæg er, at kirkeministeren tidligt i 2018 bad biskopperne, stiftskontorcheferne og ministeriets ledelsesgruppe om at udarbejde en fælles opfølgning på konsulentrapporten ”Analyse af stifterne” fra december 2017. Opfølgningsgruppe har i den forbindelse haft til opgave at komme med forslag til forbedringer af stiftsadministrationerne og deres administrative centre.

I ministeroplægget foreslår opfølgningsgruppen nu 16 mere eller mindre konkrete initiativer. Langt de færreste af disse vil umiddelbart have betydning for sognenes medarbejdere. Men forslag 2 om ”principper for samarbejde og dialog med menighedsråd og deres repræsentanter” omhandler blandt andet nogle ændringer i principperne for ”nærværende og kompetent rådgivning af de enkelte menighedsråd”. Det foreslås blandt andet, at der skal oprettes en ny HR-gruppe med udvidede beføjelser, når det gælder etablering af rådgivning omkring personaleforhold.

I opfølgningsgruppens forslag til kommissorium for en sådan HR-gruppe hedder det, at ”HR-gruppen vedrørende kirkefunktionærer har til opgave at koordinere og styrke den generelle indsats på HR-området for kirkefunktionærer, således at der sikres et fælles HR-niveau med ensartethed og korrekthed i HR-rådgivning og HR-administration.” Dette er der i sig selv ikke noget nyt i, eftersom stifternes i forvejen har en såkaldt kirkefunktionærgruppe, som blandt andet drøfter sådan noget som skabeloner for stillingsopslag og ansættelsesbeviser, og hvordan man rådgiver omkring tvivlsspørgsmål vedrørende korrekt lønindplacering.

FLYTNING AF KOMPETENCER
Men en af nyskabelserne med den nye HR-gruppe vil være, at kompetencen omkring fastsættelse af rammerne omkring de personalekonsulenter, som i praksis ofte er tilknyttet provstierne, nu skal flyttes til HR-gruppen. Dette er en markant ændring i forhold til den nuværende praksis, hvor rammerne for de personale- eller HR-konsulenter, som fortsat i vidt omfang bliver ansat af menighedsråd i fællesskab, varetages af et koordinationsudvalg, hvori provsterne er repræsenteret. Den foreslåede HR-gruppe vil nemlig kun blive sammensat af repræsentanter fra stifterne, Kirkeministeriet og Landsforeningen af Menighedsråd.

Det betyder med andre ord, at der fra biskoppernes, stifternes og ministeriets side i fællesskab lægges op til en forskydning af de enkelte parters indflydelse, når det kommer til sognenes personaleforhold.

Der er vel at mærke kun tale om et oplæg, og i praksis vil det naturligvis have betydning, hvad den kommende kirkeminister, som skal afløse Mette Bock, mener om de 16 forslag i oplægget. Den kommende minister skal træffe en afgørelse omkring stiftsadministrationernes fremtidige økonomi og ressourcer inden 1. november 2019.
Filip

Læs mere om ministeroplægget - og find selve oplægget - på km.dk.