Foreningens vedtægter er ændret

10-10-2020

På den ordinære generalforsamling den 24. august blev der stemt ja til bestyrelsens forslag om vedtægtsændringer. Ud over nogle sproglige og formelle tilpasninger handler ændringerne om ret til faglig bistand fra foreningen, valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter samt fornyelse eller indgåelse af overenskomster.

Medlemmer, som ikke kommer ind i foreningen direkte fra KMOK-uddannelsen, skal fremover have betalt mindst tre (i stedet for seks) måneders kontingent, før de har ret til bistand fra foreningen. Denne formulering skyldes, at der ikke nødvendigvis skal gå tre måneder, inden man kan få hjælp, for man kan i praksis vælge at betale de tre måneders kontingent i forbindelse med indmeldelsen.

Og når der fremover er valg til bestyrelsen, skal det sikres, at mindst fem (i stedet for seks) af bestyrelsens syv medlemmer er ansat i organiststillinger i den danske folkekirke inden for foreningens forhandlingsområde. De to sidste medlemmer kan være KMOK-studerende eller uddannede PO-/KMOK-organister, som blot ikke er fastansat som organist i folkekirken. Desuden gøres proceduren ved valg af bestyrelsessuppleanter mere klar.

Endelig skal der ved fornyelse eller indgåelse af overenskomster på Organistforenings område fremover afholdes en vejledende urafstemning blandt de medlemmer, som overenskomsten berører. Afstemningen kan foregå elektronisk. At afstemningen om en overenskomst er vejledende, betyder, at bestyrelsen ikke har pligt til at rette sig efter udfaldet, når den endeligt skal beslutte, hvorvidt Organistforeningen kan tilslutte sig overenskomsten.

De nye vedtægter kan i deres helhed studeres her